Vi ved alt om alle træer

Der er måske en tilsnigelse at sige “alt” om alle træer, men martelloskoper giver en meget detaljeret viden om et stykke skov og det giver mulighed for at skabe ny erkendelser om skovdrift

Det kan vise sig at være et værdifuldt redskab i vurderingen af skove drevet efter principperne for naturnær skovdrift.

Martelloskoper er arealer på typisk 1 ha af skoven, hvor alle træers højde og diameter registreres sammen med række andre parametre som fx. træart og indikatorer på biodiversitet. Alle data lægges i et program, der gør det muligt at simulere tyndingsindgreb eller udpegning af evighedstræer. Man kan så fx vurdere værdien af at fælde træet eller lade det stå.

I Danmark har vi i år fået 4 martelloskoper og etableringen er skabt af Thomas Nord-Larsen, Andrew Stratton og Prescott Huntley Brownell fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning IGN, som er partnere i LIFE4Forest. Martelloskoperne bruges i undervisning og indsamling af ny viden om bl.a. skovdyrkning, biodiversitet.

Hvad er et martelloskop?

I 1 ha af skoven er alle træer nummereret med et lille metalskilt, kortlagt, målt og scoret med hensyn til træets værdi og dets indhold af mikrohabitater. Man har altså et stykke skov, hvor man kender hele den stående vedmasse, værdien af træet og har et mål for den potentielle biodiversitetsværdi af træerne.

Den økonomiske værdi er en vurdering, af hvad det enkelte træ kan bruges til - aflægningen - og de lokale priser.

Biodiversitetsværdien scores ud fra en registrering af mikrohabitater på træet. Det kan fx være huller eller skader på træet, heksekoste og svampe. Sjældne mikrohabitater, som tager lang tid at udvikle, scorer højere end mere almindelige mikrohabitater.  Mikrohabitaterne er defineret i et katalog, udgivet af Det europæiske skovforskningsinstitut, EFI.

Samlet i en app

Informationerne om hvert martelloskop er lagt i et program og gjort tilgængelige digitalt.  Så med en tablet eller smartphone, kan man simulere forskellige tyndinger ude i skoven og se konsekvenserne i form af udhugget mængde, forventet værdi og tab af mikro-habitater.

Informationerne om hvert martelloskop kan downloades fra Integrate+ og lægges på alle mobiltelefoner eller tablets med Android-styresystem.

4 Martelloskoper i Danmark

LIFE 4forest projektet har finansieret to martelloskoper: et i Rold Skov og et på Løvenholm, men det var oprindelig to studerende, der fik konceptet til Danmark.

På en skråning i Schwartzwald stødte de på martelloskopet under en studietur og syntes, det var så interessant, at de tog det med hjem. Som en del af deres speciale etablerede de to martelloskoper hhv. på Salten Langsø og i Stenholt Vang.

Mål klimaeffekten ved hugst og brug af træ

De to første martelloskoper i Salten Langsø og Stenholt Vang var en del af et speciale. Det handlede dels om at anlægge de to nævnte martelloskoper og dels om at udvikle et koncept for, hvordan klima kunne indgå som en tredje dimension ved beslutningstagen i skovbrug.

Klimaeffekten ved brug af træ.

Klimaberegningerne tager udgangspunkt i fordelingen det enkelte træs indhold af kulstof, udtrykt i CO2-ækvivalenter. Klimaeffekten ved at fælde træet afhænger af dets fordeling til forskellige sortimenter - altså de træprodukter man kan skabe af træet - og hvordan de enkelte sortimenter anvendes i forskellige træprodukter.

Klimaeffekten afhænger herefter af, hvor hurtigt træprodukterne forbruges og hvilke produkter træet erstatter. Eksempelvis forbruges papir hurtigt mens et spær i et hus kan sidde i mange år før det efter endt brug brændes. Samtidig erstatter træet i en bygning potentielt klima-dyre materialer som beton og stål og kan have en stor klimamæssig gevinst.

Ved samtidig at medtage træernes optag af CO2, der følger af træernes vækst, beregnes den såkaldte ”Carbon Parity Time” - et mål for hvor lang tid det tager fra, at der fjernes træ i skoven, og der derved udledes CO2 til atmosfæren, til den samlede klimabelastning ved indgrebet bliver mindre end hvis man havde ladet træet stå.

På den måde har de studerendes speciale vist vejen til at indføre en yderligere dimension ved skovdriften: klimaeffekten ved brug af træ. Således kan martelloskoperne være med til at finde videnskabelige svar på om dyrkningen af skovene efter naturnære principper kan give et mindre klimaaftryk eksempelvis om følge af et vedvarende skovdække.

117 martelloskoper på tværs af hele Europa

Martelloskoper og det tilhørende software er udviklet som en del af Integrate+ projektet ved det europæiske skovforskningsinstitut (EFI). Der er samlet lavet 117 martelloskoper på tværs af hele Europa. Man kan altså besøge forskellige dele af Europa og gennemføre tyndingsøvelser i en mangfoldighed af skovtyper.

Informationerne om hvert Martelloskop kan downloades fra Integrate+ og lægges på alle mobiltelefoner eller NotePads med Android-styresystem.

Har du lyst til at prøve selv?

Som en del af bevillingen har IGN indkøbt 10 NotePads og installeret den software, der skal til at simulere skovbehandlingen. Er du en del af en gruppe med interesse i skovdyrkning, kan du låne dem ved henvendelse til Thomas Nord-Larsen (tnl@ign.ku.dk).

Skrevet af Janne Bavnhøj