Vildtet er et generelt problem for skovdyrkere og også i naturnær skovdrift. Bidskader gør det svært at indføre de træarter, man gerne vil fremme og skrælning giver ustabile bevoksninger. Skrælleskaderne giver adgang for svampe og det tilhørende råd kan gå langt op i stammerne, som knækker selv i mindre storme. Det ses både i løv- og nåleskov, men mest udtalt i nåleskov.
Det ville være ideelt, hvis man kendte størrelserne på hjortebestanden og kunne fastlægge hvilket niveau af hjortevildt, der er acceptabelt for skovdyrkningen.
>> Læs også Kan man jage for lidt
Metoder under udvikling
I udvalgte skove i LIFE 4forest forsøger vi at nærme os det en smule og ved brug af flere metoder samtidig. Vi afprøver metoder til måling af hhv. bidskader og skrælleskader. Vi har afprøvet faldtælling og kigget på, hvad droner med infrarøde kameraer kan bidrage med. Desuden sker der tælling af skudt vildt efter jagt, samt tælling på faste tider/steder året igennem.
De 4 metoder
- Fald tælling
- Droner
- Tælling af skudt vildt
- Tælling på faste tider
På den måde kan vi måske for den enkelte skov i det 8 år lange projekt få et estimat for om bestanden går op eller ned.
Alternativer til hegn
Hegning er den sikre men dyre løsning, hvis man vil undgå vildtskader. I LIFE 4Forest afprøver vi alternative billigere og biologiske metoder nemlig
- Fårefedt
- Afværgesåning
- Kappeplantning
Systematiske forsøg
Metoderne afprøves i systematisk forsøg og med en frahegnet indhegnet parcel - en såkaldt 0-parcel – som viser situationen, hvis der slet ikke er adgang for vildtet. 8 af de 10 parceller er etableret, de sidste to er på vej og der vil løbende komme resultater. Projektet afprøver også flere metoder til påsmøring af fårefedt, for at finde den mest effektive.
>> Meld dig til nyhedsbrevet for at få besked om nye resultater
Afværgesåning og kappeplantning
Afværgesåning går ud på at rundt om den plante, der skal ende som skov, udsås frø af træer og buske. Tanken er at disse skal vokse op og skærme planten mod vildtets bid. Ved kappeplantning plantes to planter i plantehullet, nemlig både den plante, der skal blive til skov, og så den plante der skal ”ofres” (kappeplanten) til vildtet.
Fårefedt
Hjortevildtet kan ikke lide lugten og smagen af fårefedt. Fårefedtet kan derfor beskytte planter mod bid og fejning.
LIFE 4Forest tester for hvilken dosis, hvor ofte der skal smøres og hvor stor en andel af planterne, der skal smøres, for at det skræmmer vildtet til at finde føde andre steder.
Hele LIFE 4Forest projektet afsluttes i 2028, hvor resultaterne fra dette forsøg også opgøres.
